Muslimerne i vor midte – venskab eller fjendskab?

Et afsluttende speciale om muslimske teenagepigers forhold blev en personlig erkendelsesrejse for cand. mag. Linette Lund, som her sammenfatter sit speciale.En afslutning på en uddannelse endte med at blive en erkendelsesrejse ind i et miljø, hvor jeg ikke hidtil havde været, og hvor jeg fik et indblik i muslimske pigers dagligdag.

Af cand. mag. Linette Lund

Her lærte jeg ikke kun noget om dem, men også om min egen religiøsitet, og det udfordrede mig i det ansvar, vi som kristne har for at række ud til muslimer.

Mit møde med pigerne var et studie af 8 muslimske piger på et aftenungdomsskolehold i København.
Forskningen gav et overraskende og interessant indblik i pigernes liv og færden. Hvilke udfordringer står de med? Hvilke ambivalenser står de med? – Et indblik i at være teenager med anden etnisk og religiøs baggrund end dansk anno 2006.
Forskningen er omfattende, og jeg har derfor valgt at give et kort indblik i pigernes liv og sideholde, hvad dette kan lære os som kristne. Jeg vil pointere, at dette er udtryk for denne gruppe piger, selv om jeg tror, at mange vil kunne genkende sig selv i de historier, tanker og erfaringer, pigerne har fortalt.

De muslimske kvinder kommer fra en kultur, hvor kvinder og mænd omgås på en anden måde.

Pigerne kom fra forskellige etniske baggrunde, men med den fælles identitetsmarkør, at de blev betragtet som minoriteter og havde muslimsk baggrund. Pigernes religiøse baggrund var det, som var identifikationsmarkør og samlede dem som gruppe sammen med spørgsmålet om, hvorvidt de betragtede sig som en del af det danske samfund eller ej.
Efter kort tid sås forskelle i, hvorvidt pigerne opfattede sig selv som praktiserende muslimer eller havde et mere kulturelt forhold til deres religion. Dette sås i praksis ved, at de opdelte sig yderligere, og der sås forskelle i, hvordan de relaterede til det andet køn. Tørklædet blev i denne gruppe opfattet som et religiøst symbol og som pejlemærke på, hvem der var praktiserende muslim.
I praksis var der altså en opdeling i lyse og mørke, og i den mørke gruppe yderligere i, hvem der bar tørklæde og gik tækkeligt klædt eller ej.

Den samlede gruppe var i en proces i forhold til deres religion, og de havde mange tanker. Mest tankevækkende var det, at de oplevede, at de levede i to forskellige verdener og ofte oplevede, at de to verdener var svære at få til at passe sammen. De oplevede sig selv som bindestregsdanskere.
Uafhængigt af religiøsitet var pigerne enige om, at forskellige faktorer var med til, at de havde en oplevelse af at være anderledes.

Forsiden af Linette Lunds speciale som er grundlag for kronikken.

Fælles for den samlede gruppe piger var, at de følte sig anderledes i forhold til danskere. En af pigerne nævnte, at hun oplevede, at danskere kiggede efter hende, og at hun følte sig anderledes pga. af noget ydre. Ellers nævnte pigerne flg. faktorer som årsag til, at de følte sig anderledes:
• Danskere søgte dem ikke.
• De havde ikke noget til fælles med danskere.
• De kulturelle og religiøse forskelle var for store.
• Deres forældre var ikke glade for, hvis de var sammen med danskere.
Senere i interviewet med pigerne uddybede de disse punkter, hvilket viste sig at være interessant.
De oplevede, at danskere havde mere frihed end dem. Dette kommer til udtryk ved, at danske unge må mere, f.eks. have kærester – gå i byen (i betydningen diskotek) – drikke – have sex før ægteskabet. Pigerne var ikke selv interesserede i at være en del af det, og alligevel virkede det eftertragtet. De nævnte, at de ofte plagede deres forældre, om de ikke nok måtte deltage i fester, komme sent hjem, osv. De oplevede altså det danske sekulariserede samfund som uforeneligt med deres kultur, og at deres forældre beskyttede dem ved, at de ikke havde så meget frihed.

Ud fra hvad pigerne fortalte, sås det altså, at de oplevede en afstandtagen og en følelse af at være anderledes. Dette forårsaget af, at den danske ungdomskultur ifølge pigerne er præget af seksuel løssluppenhed og alkohol.
Derudover nævnte de, at hårfarven og tørklædet gør, at mennesker tager afstand. De ydre tegn signalerer, at de ikke har noget til fælles.
Flere af pigerne beskrev, hvordan de oplevede ensomhed ved at være sammen med danskere, og at de i større sammenhænge søgte dem, der lignede dem i tøjstil, religiøst symbol, m.m. Til at beskrive dette vil jeg fortælle Leilas historie:

Leila var 15 år, da jeg mødte hende, og var fra Irak. Der havde de et hus og havde det godt. På et tidspunkt blev hendes far alvorligt syg, og de besluttede sig for at flytte til Danmark. Hun gik i folkeskolen i en klasse, hvor hun var en ud af tre piger med minoritetsbaggrund. På trods af, at Leila i sit korte liv havde oplevet livets til tider barske vilkår på meget nært hold, havde hun mod på livet og hun havde gjort sig mange tanker.
Leilas forhold til Irak var stærkt, og hun var ked af ikke længere at bo der. Hun oplevede, at hun havde mistet noget af sig selv. Hun var praktiserende muslim og var ikke vant til at omgås mænd, udover sin familie. Hun oplevede, at hun ikke trivedes i folkeskolen, og at hendes lærere ikke hjalp hende.
Hun forsøgte at være åben og fortælle om sin frygt for at være sammen med drenge. I stedet oplevede hun at blive mobbet af bl.a. piger, som også selv havde minoritetsbaggrund. Leila havde altså dårlige erfaringer med både klassekammerater og lærere i folkeskolen, og hun følte, at der ikke blev taget højde for hendes kulturelle og religiøse baggrund.
At være muslim og at være minoritet i Danmark så Leila som to forskellige ting. At være muslim var godt i Danmark, i forhold til f.eks. Frankrig (hvor religiøse symboler ikke er velsete i det offentlige rum). Derimod var det svært at være minoritet, fordi danskere tog afstand. Hun oplevede, at hendes levevilkår var blevet forringede i Danmark, og hun oplevede det svært at falde til her.

Leila levede altså en ret isoleret tilværelse med begrænset socialt netværk. Ungdomsskolen er det første sted, hvor hun oplevede at blive inkluderet i et fællesskab. I løbet af de fire år, hun havde boet i Danmark, havde hun aldrig oplevet at blive inviteret på mad, og hun var dybt taknemlig for en cykellygte til 20 kr., som jeg gav hende, så hun ikke skulle cykle hjem uden lys på.
Ungdomsskolen var dermed et højdepunkt og havde været med til, at resten af tilværelsen ikke var så tung.

Dette fortæller noget om den ensomhed, mange af de her piger oplever, og især når de er sammen med danskere. Det fortæller også noget om den manglende gæstfrihed, som f.eks. Leilas familie har oplevet i Danmark, og at en gave til 20 kr. kan gøre en forskel. Endelig viser det, at minoriteter ikke kan opleves som en homogen masse, men som en gruppe af individer, og at der i det miljø forekommer indbyrdes grupperinger.
Dette viser et billede af, hvad det også vil sige også at være ung i Danmark. Det ses, at hvad der i høj grad er med til at opretholde pigernes fællesskab er, at de er anderledes end danskere og det sekulariserede danske samfund. De finder sammen i fællesskaber kendetegnet ved, at de har fælles muslimsk baggrund, hvad enten de er praktiserende muslimer eller ej. Interessant er det, at de ikke nævner andre identifikationsmarkører såsom interesser, familieforhold o.l.

Pigernes historie om deres dagligdag og om de udfordringer, de står med i forhold til at være minoritet i et majoritetssamfund, er overraskende nok problemstillinger, som mange kristne unge står med i forhold til f.eks. moralsk løssluppenhed og alkohol. På vej fra interview til S-toget fortalte jeg en af pigerne om min opvækst, hvorefter hun sagde: Hvor ligner vi hinanden! og tog min hånd venskabeligt.

Episoden og forskningsforløbet satte tanker i gang i forhold til min egen religiøsitet om, hvorvidt vi som kristne gør det samme; isolerer vi os bevidst eller ubevidst i forhold til det omkringliggende samfund og finder sammen i ”kristne grupperinger” og glemmer identifikationen med andre i vores omgangskreds, hvilket i yderste konsekvens kan medføre, at vi glemmer kaldet til at gøre en forskel?

Tankerne førte også hen på, om vi gør det samme, som pigerne har oplevet mange danskere gøre: holder os væk fra kvinder med ”mørkt hår” eller som går med tørklæde, måske ud fra en overbevisning om, at vi ikke har noget til fælles. Ovennævnte fortælling viser netop, at vi har meget til fælles og kan identificere os med de udfordringer, de står over for i forhold til at være åndelig og i forhold til moralske værdier. Vi har dermed rig mulighed for at vise næstekærlighed over for en udsat gruppe og dermed kunne være med til at gøre en forskel.

Linette Lund er cand. mag. i pædagogik og kultur- og sprogmødestudier. Hun kommer i Netværkskirken på Nørrebro.